Bydelsmødre
Kvinder hjælper kvinder
Bydelsmødre er primært kvinder med minoritetsbaggrund, som hjælper kvinder som dem selv i deres lokalområde. Bydelsmoren lytter, formidler vigtige informationer og bygger bro mellem kvinden og det sted, som bedst kan hjælpe hende videre. Hjælpen styrker kvinderne, så de kan hjælpe sig selv, deres børn og familie.
En af de helt store udfordringer i dagens Danmark er indvandring fra ikke-vestlige lande og dertilhørende integrationsudfordringer. Særligt kvindelige ikke-vestlige indvandrere står ofte udenfor samfundet og karakteriseres som værende socialt isolerede.
Bydelsmødrene er en mentorordning, som søger at løse disse problemstillinger. Organisationen er drevet af frivillige mentorer, der bor side om side med de socialt isolerede kvinder og derved kan nå ud til dem. Mentorerne hjælper kvinderne med alt fra konkrete gøremål, såsom at agere tolk, til at skabe et større netværk, rykke tættere på arbejdsmarkedet, opnå en større forståelse af samfundet og dansk kultur, osv.
Økonomer Uden Grænser har analyseret den samfundsøkonomiske værdi af Bydelsmødrene. Analysen viser, at for hver krone der investeres i Bydelsmødrene får samfundet mellem 2,80 og 10 kroner igen over en periode på 10 år.
“Vi formår at skabe forståelse for systemet, som systemet ikke selv formår”